Man skal ikke plage andre


I forbindelse med jubilæet for jøders og modstandsfolks flugt over Øresund for et par år siden, mødte jeg en ældre herre og hans jævnaldrende veninde, der var i Danmark for at fejre dagen.

Han huskede stadig enhver detalje fra flugten. Det smerted Læs resten

Vi vidste ikke, om vi ville overleve: Rimon, Nur og de andre flygtninge foran Udlændingestyrelsen 


  

Vi er vanvittigt privilligerede hjemme hos os. Vi bor i et fredeligt land med tag over hovedet og mad på bordet. Vi har ikke meget af noget, men nok af alt.

Venlige mennesker donerer ind i mellem deres brugte tøj til os, faktisk så meget at vi ind i mellem samler et par poser og giver noget af det videre til andre, der har brug for det.

Vi plejer at give til Happy Hand i København, som min svigermor er involveret i, eller til  en dalit-landsby i Nepal (dalitter blev tidligere kaldt kasteløse), som min svigerfar samarbejder med. Der har vi efterhånden fået mange gode venner.

Ind i mellem går turen også til Mændenes Hjem eller Cafe Klare på Vesterbro (en natcafe for kvinder). Mange asylcentre og væresteder for hjemløse landet over kan også bruge donationer, så der er steder nok at vælge mellem.

Denne gang gik turen til Udlændingestyrelsen, der står nemlig en flok på 20-30 asylansøgere, som har ventet mere end et år for at få svar på deres bøn om familiesammenføring. De sulter. “Vi magter alligevel ikke at spise, for vores tanker kredser kun om vores familier”, siger Rimon “og måske kan vi få opmærksomhed om vores sager på den måde.”

Han har ikke set sine 3 børn i over et år. Hans flugt herop var brutal. To gange måtte han flygte over havet, først til Calais og siden fra Italien. “Vi var i båden i 5 døgn uden mad og uden at kunne finde land. Vi bad til Gud om at lade os overleve.” Jeg opgav at tælle alle de lande, som han remsede op undervejs, men jeg tror nok, at flugten bragte ham gennem 11 lande, før han endte i Danmark, som han aldrig havde hørt om før.

Det galdt for alle dem, som jeg talte med i dag. De havde aldrig hørt om Danmark, før de havnede her ved et tilfælde.

Nur, er en af kun 2 kvinder, der venter foran Udlændingestyrelsen i Danmark i øjeblikket og desperat håber på at blive familiesammenført med sin datter, sin mand og måske sin mor.

Hendes ene datter var med hende på flugten. De kom sammen til Danmark. Også deres rejse var brutal. Hendes mor og den anden datter er stadig i Syrien, mens hendes mand er i Tyrkiet. Hun græd ikke, mens hun fortalte sin historie til min datter og mig. Det gjorde jeg, men mine solbriller skjulte heldigvis mine tårer. Hvad skal de bruge dem til?

De har brug for telte, pavilloner, soveposer, tæpper, vådservietter og alt det andet praktiske, som vi andre ville tage med på kanotur. Og så trænger de til kaffe – masser af kaffe – så hvis der sidder en glad sponsor derude, der har lyst til at sende sådan cykelcafe med kaffe afsted til Udlændingestyrelsen, så vil vedkommende blive mødt med uendelig taknemmelighed.

Det var faktisk det der blev sagt allerfleste gange under vores korte besøg; “Tak! Mange tak! Sig tak til danskerne for deres venlighed og omsorg. Vi er meget taknemmelige.”

Clara og jeg kommer igen i morgen. Ses vi?

Hvis du brænder for at hjælpe i dit lokalområde, kan jeg anbefale dig at blive medlem af din lokale VENLIGBOERNE gruppe på Facebook. Der foregår en masse fantastiske initiativer og ideen har på ingen tid spredt sig til flere lande.

Jeg er kriminel og jeg er stolt af det


For nogle år siden arbejdede jeg på en arbejdsplads, der havde en meget høj andel af nydanskere – især flygtninge – blandt medarbejderne.

En af mine kolleger var en herlig fyr, sjov og begavet, altid i godt humør og sådan en der rystede friske bemærkninger ud af ærmet hele tiden.

En dag var har meget stille, irritabel og kort for hovedet. De følgende dage blev det værre.

På et tidspunkt lykkedes det mig at få et lille øjeblik med ham alene. Han betroede mig, at hans højgravide hustru var blevet nægtet opholdstilladelse. Det betød, at hun og hendes børn af første ægteskab skulle forlade landet.

Hun turde ikke. Familien i hjemlandet har truet med at slå hende ihjel, fordi hun nu havde giftet sig men en mand, som de ikke havde valgt. Der var også krig og uro i omåret.

De seneste par dage havde hun oplevet voldsomme smerter, tordnende hovedpine og en lang række andre gener. Min kollega var dybt bekymret. Hun havde tidligere født et dødfødt barn, men de turde ikke gå til lægen af frygt for, at hun ville blive anholdt.

Hans hustru og deres ufødte barn – et helt uskyldigt ufødt barn uden nationalitet eller religion – var altså muligvis i fare for deres liv.

Pludselig fik hun det meget værre og jeg fik arrangeret, at min kollega kunne blive frigjort fra sine pligter og tage hjem for at støtte hende.

Han ringede grædende. Jeg kunne høre hustruen skrige af smerte i baggrunden. Jeg bad ham beskrive hendes symptomer grundigt og fik mistanke om svangerskabsforgiftning, men jeg er jo hverken læge eller jordemoder, så det var tydeligt, at hun skulle have professionel hjælp.

Røde Kors klinikken for flygtninge inde ved Københavns Hovedbanegård havde på det tidspunkt kun åbent en gang om ugen. Det var ikke en mulighed.

Jeg kontaktede derfor et netværk for flygtninge under jorden, velvidende at jeg var midt i et lovbrud. Jeg var blevet kriminel, fordi jeg ville hjælpe en gravid kvinde og hendes ufødte barn. Netværket fandt frem til en læge, som jeg fik i tale. Han bekræftede mig i, at kvindens symptomer tydede på akut svangerskabsforgiftning.

“Jeg kan først tilse hende i morgen, hvis hun og barnet stadig er i live til den tid.”

Han ville gerne hjælpe, men kunne ikke.

Til sidst lykkedes via mit fantastiske netværk af venner og bekendte at finde en læge, der kunne tilse kvinden og barnet på et hospital i Hovedstadsområdet.

Efterfølgende fandt vi en jordemoder, der frivilligt tilså kvinden hver uge indtil fødslen. Hun fødte et sundt og raskt barn.

Jeg er kriminel, og jeg er stolt af det. Jeg ville til enhver tid igen hjælpe mennesker i yderste nød, hvis jeg på kan, selv hvis de opholder sig ulovligt her i landet.

Efter 2. verdenskrig lod vi tyske flygtninge – både børn og voksne – dø i vores gader og vi nægtede dem behandling på vores hospitaler. Vi lukkede øjnene for deres lidelser. Samtidig modtog danske flygtninge hjælp andre steder i verden bl.a. i Sverige, England og USA.

Nu læser jeg om gravide og syge flygtninge og illegale indvandrere, der bliver nægtet hjælp i Danmark igen – med risiko for deres liv. Man mene hvad man vil om voksne flygtninges ulovlige ophold i Danmark, men kan vi ikke i det mindste blive enige om, at børnene er  het og aldeles uskyldige ofre for omstændighederne?

Lad os ikke gentage fortidens fejltagelser. Yd mennesker i nød præcis den samme hjælp, som du ville ønske dig, hvis du var i deres sted.

Jeg vil ha’ et flag


playboybunnyNogle er vilde med butterflyklædte kaniner, andre har både fisk og middelalderlige torturinstrumenter som symboler. (Brandingværdien forekommer lidt skizofren, sådan et eller andet sted mellem fiskehandel og forstads S/M klub, men Guds fred være med det. Her nagles ingen i hvert fald sultne til korset.)

Andre igen har har helt sikkert ikke en tegning af en profeten som symbol, det er slået helt fast. De hedder vist heller ikke Charlie.

Dem der hedder Charlie har nu ellers også en slags flag. Det er meget populært.

Der er symboler for alskens religioner, køn, seksualiteter og lande. Dem kan der både flages og smykkes med. I en snæver vending kan de sågar brændes af, men stik imod forventning har det ikke positiv effekt på olieregningen.

Hvorfor har de sapioseksuelle så ikke noget symbol? Ja jeg spørger bare? Der er da ingen skam i at være tiltrukket af intelligens og vid, er der? Eller er sandheden simpelthen, at det er det sande tabu, det depraverede allersorteste hjerte af seksualiteten. Ved den der tænder på begavelse, bliver lummer i bukserne af høje lix-tal og ryster i knæene ved synet af stopfyldte bogreoler.

Jeg vil ha’ et flag! Og det kan kun gå for langsomt. Bidrag modtages med kyshånd. (Jeg bidrager med hånden, kys er valgfri, betragt det som en slags sammenskudsgilde.

Dagens gode gerning – på rutschetur med Moder Danmark


Den ældre herre med den sammensunkne skikkelse stod og trippede midt i parken, lige ved at tumle over i modvinden. Fødderne bevægede sig, men han kom ingen steder.

boyscout_presDet lyder lidt som indledningen på en dårlig roman, men sådan så virkeligheden ud i dag midt i Kumbelhaven i Farum.

Den danske velfærdsstat bliver beskyldt for at ville kylleryllepylre og overbeskytte borgerne helt unødigt. Det er muligt, at det er rigtigt i en lang række tilfælde, og vi bruger efter min mening alt for mange penge på unødig administration og kontrol, men uanset hvad er vi altså helt uhyggeligt priviligerede i forhold majoriteten af verdens befolkning, der ikke har nogen form for sikkerhedsnet.

Tilbage til den gamle mand. For hvert skridt han tog kom han måske 3-5 centimeter videre. Næsen løb og han rystede af kulde i efterårsbrisen. Hans jakke kunne ikke lynes. Vi tog en snak med ham. man er vel spejder af hjertet selvom duelighedsmærkerne er falmet.

– Hvor skal du hen?

– Må vi hjælpe dig?

Han ville gerne have hjælp. Var bange for at falde. Skulle hen til banken. Min kæreste tog ham ved armen. Løftede ham nærmest frem. Det var let nok, kæresten min er tårnhøj og hærdebred.

Det gik langsomt, men han var tydeligt lettet og glad for omsorgen. Han fik et lommetørklæde til den snottede næse. Det brugte han med stor entusiasme og så fik jeg det tilbage. Øøøh tak, tror jeg nok.

Han var 66, fortalte han. Men kun 20 inden i.

– Alderen trykker lidt. Grinede ham næsten tandløst og uforståeligt. Trods mine petite 160 cm (inkl. plateauhæle), måtte jeg bøje mig for at få øjenkontakt. Så krumrygget havde alderen og livet gjort ham. Latteren boblede i de tågede øjne.

Min kæreste hjalp ham hen til banken. Han ville gerne sidde og hvile lidt udenfor. For en sikkerheds skyld gik min søde kæreste ind i banken og bad dem være opmærksom på ham, men da vi kom hjem et øjeblik senere, blev vi enige om, at det simpelthen ikke var godt nok.

Vi ringede 114 og gav dem den ældre herres signalement. Damen i telefonen var uforskammet og udeltagende. Helt tydeligt ikke indstillet på at yde nogen form for service overfor os og da slet ikke nogen omsorg for en ældre medborger.

Hvem ringer man så til?

Vi ringede til Furesø Kommune. Kom direkte igennem til en leder i hjemmeplejen, hvis nummer vi fandt online. Hun spurgte interesseret og empatisk. Takkede for oplysningerne og lovede at følge op på sagen med det samme. Selvfølgelig skal der ikke sidde en ældre borger et eller andet sted i byen og fryse. Hun sendte to medarbejdere hen til bænken, hvor vi forlod ham.

10 minutter senere ringede hun tilbage.

– Han er i god behold. Kommunens medarbejdere hjælper ham hjem og hans plejehjem er oplyst om, hvor han er. De skal nok tage godt imod ham.

Vi ringede til Nordsjællands Politi igen. Så sagen kunne blive lukket i deres system. Denne gang fik vi en venlig og serviceminded person i røret.

I hovedparten af verdens lande ville et ældre forvirret menneske, der ikke kunne klare sig selv, havde fået lov til at ligge og dø i ensomhed. Måske havde nogen hjulpet ham. Taget ham ind. Men der er simpelthen ikke et system, som man kan ringe til, et plejehjem, der kan sikre sådan en som ham en tålelig alderdom eller medarbejdere, der kan finde ham og hjælpe ham hjem.

Velfærdssystemet trænger helt klart til en kritisk gennemgang. Der er meget, der kan gøres bedre og der er helt klart også steder, hvor der med fordel kan spares ganske gevaldigt, men grundlæggende ville jeg altså meget nødigt være det foruden.

Jeg er glad for at leve i et land, hvor man kan få hjælp hele livet igennem, når systemet altså virker efter hensigten.

Støder vi på den ældre mand igen, hjælper vi ham gerne en gang til. Nu ved vi også hvor han bor, så næste gang kan vi måske hjælpe ham hjem, men hold da op, hvor er jeg glad for, at han ikke skal være afhængig af, at nogen tilfældigt stopper op og giver ham en hånd. Som udgangspunkt er han i gode hænder i forvejen.

Tak til Furesøs hjemmepleje.

Jeg går gennem Nørrebro


Når jeg deltager i demonstrationen Gå gennem Nørrebro for jøderne på lørdag d. 16. august, så betyder det alene, at jeg er imod diskrimination og vold, ikke bare overfor jøder, men overfor hvem som helst.

Det betyder ikke:

  • at jeg pludselig hader muslimer. Det gør jeg ikke. Tværtimod.
  • at jeg går ind for alt, hvad staten Israel foretager sig i Palæstina og overfor palæstinenserne. Det gør jeg bestemt ikke. Tværtimod.
  • at jeg pludselig er blevet religiøs. Det er jeg i hvert fald ikke. Tværtimod.
  • at jeg har forladt al modstand mod omskæring af raske børn. Det gør jeg aldrig. Tværtimod.

Når jeg deltager i demonstrationen på lørdag, så betyder det alene, at jeg til enhver tid vil forsvare alles ret til at færdes i København, i Danmark og i verden uden at skulle frygte for deres liv og sikkerhed på grund af religion, etnicitet, deres valg af hovedbeklædning, deres seksualitet, deres køn eller hvad folk nu kan finde på at diskriminere andre for.

Jeg er ligeglad med, om vi taler om Samuel, Sulaima eller Sofie. Folk skal kunne færdes i fred.

Det Nørrebro, hvor jeg blev født og har elsket at færdes hele mit liv, har altid været mangfoldigt. Lad os holde fast i det. Lad os bygge broer, i stedet for at grave grøfter.

Jeg går gennem Nørrebro, fordi jeg mener, at et liv i fred er en menneskeret. Vil du med?

Begrænsningens kunst


Egentlig burde det være superlet at skrive om 3 ting, som jeg er taknemmelig for, det blev jeg nemlig nomineret til i dag, men næh nej så nemt var det slet ikke, begrænsningens kunst har jeg aldrig nogensinde haft noget talent for.

Nomineringen kom via min søde Facebook-ven Finn, så efter nogen knagen og bragen i hjernebarken blev sociale medier mit fok Læs resten