Flammen flakkede


Flammen flakkede sit fine gyldne glimt og forsvandt så pludseligt. Det var sikkert bare træk, men noget så let at tage varsler af.

bigstock-Burning-And-Blown-Out-Candle-W-43643116(1)Når et barn optages i den katolske menighed, lyses der for det. Vi vidste alle, at vi kun skulle have ham på lånt tid. Søsterlils flamme brændte stærkt og klart lige ved siden af. Ingen træk i hendes liv – ingen varsler.

Han bemærkede selvfølgelig ingenting. Hans tidligt formørkede sind havde ingen plads til flakkende flammer eller subtile varsler. Var blot et langt uartikuleret skrig og et vælde, et regime af smerte og lort og små lysende glimt af lykke og kærlighed.

Ingen sagde noget. Ingen pegede på elefanten midt i rummet og sagde ‘I lyser for et barn, der intet fatter og aldrig kommer til det.’ Ingen pegede og sagde ‘Er det ikke omsonst, han dør jo snart alligevel?’. Vi nikkede blot. Tænkte hver vores. Gav den lille forkrampede krop et ekstra klem og knus, velvidende at han i virkeligheden ikke tålte det, ikke nød det og aldrig ville kunne værdsætte tanken. Gjorde det for hver vores egen skyld, men bildte os ind hver især, at vi gjorde det for hans. For hvordan viser man ellers et barn kærlighed og omsorg?

Hvordan fortæller man et barn, der havde en fremtid og blev berøvet den, at man er så uendelig trist på hans vegne? At man inderligt ville ønske, at det var anderledes. Hvordan siger man til barnets forældre, at man begræder deres tab og lidelse, at man drømmer om deres sorg og inderligt frygter den samme skæbne selv. Når man også så frygteligt gerne ville løfte byrden fra deres skuldre.

Hvor løfter man byrden hen? Hvor lægger man den, hvis man tager den fra nogen? Er der så en anden, der skal lide? Er det mere retfærdigt?

(Villads; du er savnet, respekteret og elsket. Farvel.)


Oprindeligt forfattet d. 13. juni 2009 og postet til mine noter på Facebook

Reklamer

One thought on “Flammen flakkede

  1. Du ramte mig lige i hjertet selvom jeg ikke kender Villads eller hans historie.
    Godt at nogen så ham, eller forsøgte på det.

    Jeg tror godt man kan dele sorgen, bare en lille smule. Når andre sørger med en, føler man sig ikke nær så alene. Det er vist altid godt.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s