Glødepærer


Den hvidkitlede lod en varm hånd løbe let hen over min skulder. En bizar vrælende hulken brød ud af min strubes fangenskab. Fyldte det sterile grimme rum. Jeg rystede voldsomt. Han trådte et skridt tilbage.

Farvel til en (bonus)mor

Med kolde nøgterne hænder kvalte jeg straks det overrumplende følelsesudbrud, der havde forrådt mig og afsløret mine inderste tankers og følelsers morads så abrupt. Lokaliserede mit fattede ansigtsudtryk igen og halede det ind stykke for stykke med seje armtag, som fiskerne havde halet nettene ind ude i den kolde fjord ikke langt fra os gennem århundreder. Men tårerne kunne jeg ikke stoppe. De løb ned ad mine kinder som små forræderiske desertører viftende med deres hvide flag. Jeg udryddede dem. Skød dem i ryggen, gjorde jeg. Forbandede svæklinge. Tørrede dem væk lige så hurtigt, som de kastede sig ud over skyttegravenes volde, for at flygte fra kaos. Krystere.

Kierkegaard. Han hed Kierkegaard. Meget passende for sådan en. Den hvidkitlede. Som han stod der. Med hånden på min alt for unge skulder og stiltiende accepterede min beslutning.

”Skru op” havde jeg sagt. ”Jamen, den dosis vil slå selv to fuldvoksne mænd ihjel”. ”Skru op! Hun dør jo alligevel, men så i det mindste uden smerter”. Den hvidkitlede, havde trukket sig tilbage uenig og med sine ungdommelige idealer i behold. Hvem der var så privilegeret stadig at være i besiddelse af illusioner og idealer. Så kom den anden. Den anden hvidkitlede, ham med hånden på skulderen og det højst upassende passende navn. Han skruede op. Var mere end dobbelt så gammel som jeg, og genkendte blikket i mit spejl. Når der ikke er mere, så lad i det mindste slutningen være smertefri.

Grimhed. Grimhed. Grimhed. Lykken er en døs, når verden er grim. Rummet var hvidt og grønt og grimt. Summende, bippende og larmende tavst. Hun var grim. Blodig. Opsvulmet. Gul. Og grim. Bare grim. Lugtede. Af død. Af livet, når det er grimmest før døden. Når det er grimmest, fordi håbet aldrig nåede med ind gennem døren, men bare tuller fortabt rundt ude på gangen, i venteværelset, på de andre etager. Grimt fordi de, der fejlagtigt tror, at håbet nåede med ind gennem døren opløses i sådan et flækket, tomt åbent sår midt i ansigtet, når sandheden griner sit dødegrin til dem. Som om en økse havde kløvet sig lige ind i skallen på dem og skilt den nederste del af ansigtet fra den øverste blot for at blotte et underligt sort vacuum, der hvor sjælen burde have siddet og lyst som en uudslukkelig glødepære.

Det er den ikke. Uudslukkelig. Sådan en glødepære. Den er så uendelig let at slukke. Slukke fordi smerten og ydmygelsen ved det døende liv, bare er for meget. Alt alt for meget at bære at se på. Beslutningen om at slukke den er let nok. Måske den letteste. Rent faktisk at slukke den, er heller ikke svært. Det er livet bagefter, der er svært. Det er dét, der er umagteligt grimt og ondt og hårdt. Det er dér sorgen bliver så stor og ækel og ildelugtende og larmende og tavs, at man ønsker, at man havde valgt den anden kontakt. Sin egen. Og dermed undgået hele den forpulede vælling af pærer, der præsenterer valg og stillingtagen og grimhed og lykke og smerte. Smerte.

Senere bliver det lyst igen. Nye glødepærer, nye kontakter. Og bag dem. Omkring dem. Lurer mørket.

Farvel til en (bonus)mor.

Forfattet d. 3. februar 2009

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s