Tillid


Jeg var vel 7 år gammel og han var i 30’erne, men dén dag da vi låste toiletdøren bag os og lukkede de andre ude, tror jeg, at han var mere bange end jeg.

Vi så lidt usikkert på hinanden, lo måske lidt akavet og så besluttede jeg, at nu skulle det altså gøres. “Hvis du er tryg ved det, så gør vi det nu.”

Jeg kravede op på toilettet og rakte hånden frem. Han tog hatten af og gav mig den.

Jeg hang den op på den knage. En knage som hverken han eller jeg ville kunne nå, hvis ikke vi stod på noget højt f.eks. toilettet. Dér ville han aldrig kunne komme op. Man kan ikke klatre op på ting, når man har benskinner. Man kan ikke nå knager, når man er dværg.

Når man er dværg og har måne, kan alle se det.

Derfor gik han med hat. Altid. En kæk brun sag. Med fjer i. Sådan én som man burde købe sig. En tyrolerhat.

At tage den af i offentlighed krævede et enormt mod. Det var Hans Jørgen ikke parat til. Han var heller ikke parat til at tage den af foran de andre unger fra børnegruppen på vores højskole, Egmont højskolen, men han var parat til at tage den af for mig. Alene.

Han lod mig røre sit hår. Jeg måtte ikke farve det til aftenens punkfest, men jeg fik lov til at crepe det. Det hår som ingen andre fik lov til at røre, fik jeg lov til at crepe dén eftermiddag alene ude på toilettet.

Jeg var meget stolt. Havde på fornemmelsen, at jeg havde fået en enorm gave, da han viste mig sin tillid. En gave der er vokset med tiden.

Han blev min babysitter og var det et par år indtil jeg voksede ham over hovedet. Da var jeg vel 9. Jeg er på størrelse med en pakke Marie-kiks.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s