Om at have både fibromyalgi og ADHD og hvorfor det er godt


KaninOk ok, når sandheden skal frem, så er det noget kraftedeme noget lort både at have fibromyalgi, som en kronisk smertefuld, udmattende lidelse – og – ADHD, der er en bl.a. giver sig udtryk ved koncentrationsforstyrrelser (Se, en kanin!), men der er fordele.

En af dem er, at jeg har en skidegod undskyldning for aldrig at have aflært at bande som en stangstiv sømand midt i en 3-dages Fernet Branca-brandert (uden dermed at påstå at alle sømænd bander, men sådan sagde man altså dengang, da jeg var barn på Vesterbro i min sømands/bryggeriarbejder farfars lille hjem. Uden med Fernet Branca, det er min egen tilføjelse. Godt eller skidt… Hmm… Det må eftertiden være dommer over.)

Når man som jeg langtidssygemeldt med et par sygdomme, der byder på en hel æselkærre fuld ad forskellige røvtræls symptomer af Bibelske dimensioner, så gælder det om at finde fordele, tænke positivt og skabe sin egen virkelighed. Det siger selv kommunen selv. Ellers kommer de og tager sygedagpengene.

Den trussel virker ikke på mig længere. Det har de nemlig for længst gjort, så nu er det en hverdag på kontanthjælp suppleret med kærestens eksorbitante SU, der er virkeligheden, indtil skiftende regeringer med et løst forhold til både sandheden og investering i fremtidige generationer får gjort kål på den også. Der skal den ondelyneme tænkes positivt for at få noget som helst godt ud af det, men pyt, nød lærer nøgen kvinde at spinde egen livsløgn – og tro på den.

Derfor fortæller jeg mig selv og alle andre, der gider høre på det, at der er fordele ved at have både fibromyalgi og ADHD, og nu tror jeg på det.

Fibromyalgi er en utrolig individuel sygdom. Overordnet kan man sige, at den kommer til udtryk ved kroniske smerter og træthed, men den udgøres også af en myriade af lede deldiagnoser, der hver især er nok til at sende enhver i knæ. Smerterne betyder, at jeg generelt oplever en konstant mørbankethed og ømhed i hele kroppen, som om jeg havde været igennem en langvarig rigtigt grum influenza eller fået bøllebank uden af have haft glæde af den fede julefrokost først. Oven i det har jeg jagende nakkesmerter fra nogle gamle piskesmældslæsioner, en oplevelse af at gå på Lego-klodser (hvis du er forælder, så ved du præcis, hvad jeg mener) og følelsen af at min venstre ankel konstant er forstuvet; stor, blå, opsvulmet og helt vildt øm.

Der er intet galt med den. Min ankel har ikke været forstuvet i årevis, men det har min krop ikke fattet. Det er hele centralnervesystemet, den er gal med. Det vides ikke helt, hvordan det hænger sammen, men smerterne er virkelige. Det er der ingen tvivl om. Der er også forskning, der tyder på, at sygdommen angriber både immunforsvaret og mitochondrierne – cellernes egne kraftværker. Alle de andre symptomer gider jeg ikke fedte rundt i lige nu, bortset fra måske at nævne, at problemer med alle kroppens slimhinder også er ét af dem, så det med at fedte rundt i noget som helst ad naturlig vej er en saga blot.

ADHD var en pest, da jeg var barn, der vidste jeg det bare ikke og det gjorde mine omgivelser vist heller ikke. Dengang var jeg bare en møgunge, det var sådan omtrendt den mest avancerede psykiatriske diagnose, som blev bragt i anvendelse, da jeg fladjokkede mine fodformede Hallgreens, spurtede rundt på legepladsen i dobbelttempo og drev alle til rystende vanvid med min speedermund og mine evindelige spørgsmål. “Du er da vist blevet vaccineret med en grammofonnål”, sagde de mest velmenende.

Andre – bl.a. min mormor – afstøvede bogen om SpørgeJørgen, der ellers var gået af mode 20 år tidligere, og belærte mig om, hvordan jeg skulle skamme mig over at stille alle de spørgsmål – særligt ved de voksnes autoritet – hele tiden, den slags skulle man selvsagt skamme sig over og den naturlige konsekvens var smæk, kunne jeg nok forstå. Det kunne jeg sagtens forstå, for smæk fik jeg masser af.

Men spørgsmålene kunne jeg ikke lade være med at stille. De brændte mig på tungen. Jeg måtte spørge, argumentere og debattere og sidde stille kunne jeg bare ikke. Heller ikke selvom konsekvensen var skideballe på uafvendelig skideballe og en barndom i konstant konflikt med alle omkring mig. Kunne jeg dog ikke bare lære at opføre mig ordenligt?

Nu har jeg så lært det sådan tilnærmelsesvist. Jeg er så også blevet 40 år gammel og har fået børn, der er mine egne til låns af fremtiden. Alle mine sammenstød med mine omgivelser er blevet benhårdt tillærte erfaringer og coping-mekanismer.

En coping-mekanisme er et handlingsmønster, der bruges til at styre et andet og ofte negativt impulsivt handlingsmønster. Eller sagt på en anden måde, jeg har lært at tælle til ti, før jeg siger noget (for det meste).

Jeg har lært at grave hænderne ned i håndfladen til neglene laver dybe blodunderløbne mærker i stedet for at rejse mig op og gå rundt i lokalet lige så snart et møde varer mere end 15 minutter. Især, hvis det ikke er mig, der siger noget hele tiden. Jeg har endda lært at afbryde lidt sjældnere. Det er der ikke en kæft, der tror på, men det er jo fordi de ikke aner, hvor ofte jeg ville have afbrudt, hvis ikke mine coping-mekanismer var i sving.

ADHD er overdiagnosticeret er der så nogen, der påstår. Det er muligt. Andre hævder at tilstanden slet ikke findes, den er bare noget som medicinalindustrien har opfundet. Til det kan jeg kort og godt sige BULLSHIT! Hvorfor må jeg skrive om en anden god gang, men jeg kan fortælle at ADHD bla. behandles med amfetamin-lignende stoffer. Alle mennesker, der nogenlunde normalt indrettet bliver hypede, urolige og måske endda utilpasse, når de får sådan et stof. Mennesker med ADHD oplever et øjebliks velsignet ro af den der Hollywood-agtige slags, hvor skyerne deler sig, vandene pludselig bliver stille og et kor af kastralsangere spontant udbryder aaaahhh som havde de alle åbnet en evigt saliggørende dugdrivende Coke på samme tid.

Min kæreste ynder at fortælle, at han aldrig har oplevet mig så ukarakteristisk rolig som den korte periode, hvor jeg blev prøvemedicineret, desværre tålte mit hjerte ikke rigtigt medicinen, men det er ok, for jeg har stadig coping-mekanismerne.

Impulskontrol er et nøgleelement i livet med ADHD og jeg er en mester. Intet mindre. Desværre er det en af de discipliner, hvor der aldrig uddeles præmier. Og så alligevel. Det er der fordelen ved at have både fibromyalgi og ADHD. Jeg har levet et helt liv, hvor jeg har skullet undertrykke indre uro og en lyst til at løbe skrigende rundt i lokalet. Nu skal jeg så også undertrykke smerter, så ingen ser præcist, hvor elendigt jeg har det og hvor mange smerter, der præger min hverdag.

Ligesom alle andre patienter med fibromyalgi har jeg nemlig måttet lære, at ingen kan holde ud at være sammen med et menneske, der er i konstante smerter. Det er ulideligt for enhver at opleve andre mennesker lide. Allermest for ens nærmeste og kæreste. Derfor er det en fordel at have upåklagelige coping-mekanismer. Ikke ufejlbarlige coping-mekanismer. Selvfølgelig kan man både se min træthed og smerterne, men heldigvis måske kun en tiendedel af hvordan det ser ud på indersiden.

At jeg så formentlig aldrig får lært at styre mit banderi, har jeg måttet lære at leve med og det har de også inde på Christiansborg. Der må de pæne små hyggelige kontorer lægge ører til både fuck, sgu og for Fanden, når jeg er til møde. Hvorfor det med at kontorerne på Borgen skulle være hyggelige, er en løgn, må jeg skrive om en anden god gang.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s