Taknemmelighed, for livet


Jeg læste engang en beretning om en dansk betjent, der blev interneret i en tysk arbejdslejr under 2. Verdenskrig.

bigstock-Senior-Adult-Man-Holding-On-A--49056269Dernede havde han mødt en anden ung mand, der ligeledes var interneret. Vedkommende var en stor fyr fra landet, nærmest beskrevet som lidt af en kæmpe. En venlig og hjælpsom ung mand, der altid var hjælpsom og tog læsset for de andre, hvis han kunne komme til det.

Fortælleren, der nu var en gammel mand, så tilbage på krigens rædsler, og forklarede, at han selv havde knoklet for at overleve. Han var af ganske almindelig gennemsnitsstørrelse og han sultede og led. De små rationer og det hårde arbejde var ved at slå ham ihjel.

Den store unge mand havde opmuntret ham og taget en del af hans arbejdsbyrde. En dag havde han også givet fortælleren sin madration.

Som jeg husker historien faldt det vist aldrig fortælleren ind at takke for gaven. Han var for udmattet, forvirret og overvældet. Måske også for bange for, at den overraskende og dyrebare gave ville blive trukket tilbage, hvis der pludselig blev talt om den? Hvad ved jeg.

I det hele taget husker jeg muligvis fortællingen forkert. Det er længe siden, at jeg læste den og endnu længere siden, at fortælleren sad i sit trygge hjem og fortalte historien, for det lykkelige er jo, at han overlevede interneringen og kom hjem. Han fik et langt liv.

Det gjorde den store unge mand ikke. Han døde få dage efter, at han havde foræret fortælleren sin ration.

bigstock-Vintage-Room-32566646Den gamle mand i stuen var frygteligt skamfuld over, at han aldrig fik sagt tak. Skamfuld over at han havde modtaget rationen. Måske var han også skamfuld over, at han overlevede, når den store venlige unge mand ikke gjorde. I mange år fortalte han ikke nogen om hændelsen.

Skylden ved venligheden, som han aldrig fik anerkendt eller gengældt, fulgte den overlevende hele livet som en uafrystelig skygge.

Han forklarede, at han senere havde tænkt, at den unge kæmpe ganske bevidst havde begået en art selvmord ved at knokle uden at spise. Han ræsonnerede, at manden må have vidst, at han under alle omstændigheder aldrig ville kunne overleve på de begrænsede rationer, og at han derfor hellere ville dø hurtigt.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om den forklaring mon var den, der gjorde mindst ondt og var lettest at leve med.

Hvad nu hvis den unge mand simpelthen hjalp af ren og skær venlighed og troede, at han ville kunne klare den alligevel i ungdommeligt overmod? Mon dén forklaring var endnu barskere at skulle overleve med?

Forhåbentlig brugte fortælleren sin bitre erfaring til noget godt. Jeg ved det faktisk ikke.

Jeg vil gerne tro på, at han resten af sit liv altid gjorde sig umage for at vise alle, som han kom i berøring med at de og deres gerninger var værdsat.

Tænk hvis han var sådan en venlig ældre mand, der altid omhyggeligt sagde tak for selv de mindste venligheder.

Det kan da sagtens tænkes, at han bare var en ganske almindelig mand, der gled ind i en ganske almindelig leverpostejsfarvet eksistens, og levede et ubemærkelsesværdigt liv lige til han blev gammel og grå.

Men tænk nu, hvis hans store bedrift i livet netop var at være ham, der altid i stilfærdighed venligt og opmærksomt sagde tak.

Posted using Tinydesk blog editor

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s