HALLÅ! I er sgu da danskere


Jeg interesserer mig ikke en hujende fis for melodi grand prix generelt eller for Basim i særdeleshed, men jeg har bemærket, at han bliver stordelt på Facebook i øjeblikket, fordi han har sat en nød af en journalist på plads.BasimAdspurgt om, hvordan han har det med at være indvandrer, svarer han, at han er ikke indvandret til noget land. Han er altså dansk.

Sådan skal det være. Selvfølgelig er han dansk. Han er født i Danmark. Han er opvokset i Danmark. Han taler dansk og vigtigst af alt, han føler sig knyttet til landet. Ergo er han dansk.

Han er sikkert også marokkaner i et eller andet omfang, det er jo der hans forældre kom fra. Selvfølgelig er han også knyttet til sit marokkanske ophav. Det er da naturligt og føler han sig som marokkaner, så er han marokkaner. Hvor meget og hvordan kan kun han afgøre.

Rørende beretning om Basims far Abdel ‘Frikadel’

Sådan forholder det sig også for et par af mine egne lækre unger. De render rundt med 3 statsborgerskaber med tilhørende pas. Der er både et dansk, et engelsk og et schweizisk.

Sjovt nok er det ikke en sjæl, der kalder dem for indvandrere, selvom deres far også er født og opvokset i udlandet. De bliver ikke kaldt to-sprogede og ingen bekymrer sig om andelen af deres slags på den skole, som de går på.

Hvorfor det? Hvorfor er det dybt problematisk at være to-sproget eller ligefrem mangesproget i nogle sammenhænge, men slet ikke i andre? (I vores hjem er der blevet talt både dansk, engelsk, tysk, schweizer-tysk, fransk, gebrokne gloser russisk og lidt latin til husbehov altid. På det seneste er der også kommet italiensk til.)

Hvis to-sprogethed skulle fungere som målestok for for problematisk integration, skulle hele skolesystemet rulles ud alene for at løse problematikkerne affødt af mine ungers mangesprogethed.

Alligevel er der ikke en sjæl, der løfter et øjenbryn af mine ungers integrationspotetiale. Det forventes at være 100% ding-dong-dynamolygte. Sådan var det også, da jeg for år tilbage undersøgte, hvorvidt muligheden for modersmålsundervisning også gjaldt mine børn. Dengang blev jeg nærmest grinet ud.

Vi ved nemlig i virkeligheden godt allesammen, at flersprogethed ikke er udfordringen, studier viser oven i købet, at det at lære flere sprog tidligt er godt for indlæringen. Det er blandt andet derfor, at vi år for år har fremrykket introduktionen af fremmedsprog i skolerne. Nu starter ungerne med engelsk allerede i 1. klasse. Tommelen i vejret for dét initiativ.

Jeg afventer skolereformen med nogen skepsis, men lige dét element, er jeg meget fortrøstningsfuld overfor.

Problemet er ikke sproget. Problemet er indstilligen. Det er himmelråbende problematisk, når elever og forældre på Tovshøjskolen i Gjellerup i diverse nyhedsudsendelser sidder og taler om, hvorvidt det er godt eller skidt, at der mangler danske børn i klasserne. Nu hvor samtlige elever på skolen er to-sprogede.

Der er det jeg får lyst til at ruske i dem og udbryde; Hallå! I er sgu da selv danskere!

Der mangler ikke danske børn i klasserne. Langt hovedparten af ungerne i på den skole er født og opvokset i Danmark. De taler forhåbentlig i videst muligt omfang dansk, benytter sig af det danske skolesystem og burde principielt være ligeså danske som Basim.

Hvor ligger så problemet? Problemet er, at børnene ikke opfatter sig selv som danske. Der bliver skelnet mellem dem og os. Mellem danskerne og os andre.

Danmark kan sagtens rumme store forskelligheder kulturelt, mange forskellige sprog og forskelige traditioner, for mine unger er skinkeschnitzel med rosenkål f.eks. julemad (dét er Fandeme mærkeligt, men hey! man kan vænne sig til meget), men Danmark kan ikke rumme, at en stor andel af befolkningen definerer sig selv i modstrid til resten af danskerne.

Integration kræver først og fremmest, at man selv yder en indsats og tilvælger det land, som man har valgt at slå sig ned i.

Et absolut minimum må være, at børn der er født og opvokset i Danmark, går i danske skoler og må forventes at leve hovedparten af deres voksne liv her i landet, betragter sig som en del af det danske samfund.

De unger er mindst lige så danske som mine, og der skal stilles nøjagtig de samme krav til dem om integration og deltagelse i det danske samfund, som der stilles til mine kridhvide unger med de spraglede rødder.

Danskheden sidder i viljen til vores fælles samfund på demokratisk vis, ikke i hudfarven, forældrenes pas, religionen eller antallet af sprog, der tales hjemme ved køkkenbordet.

Ungerne skal ikke mødes som indvandrere, nydanskere, 2. generations, eller hvad man nu kan finde på at kalde dem. De er danske, hvis de og deres familier opfatter sig som danskere, og hvis vi som samfund møder dem som danskere.

Vi er danskere, hvis vi vælger at være det.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s