Om ti år


Jeg er elendig til oprydning – i hvert fald når det gælder mine egne ting – simpelthen håbløs. Jeg har alt for mange usorterede papirer liggende rundt omkring, der for længst burde have været smidt ud eller som absolut minimum sorteret kronolgisk i sirlige fanebladsbefængte mapper placeret på snorlige rækker i reolen.

Fuck it! Der er håbløst. Jeg er håbløs.

Men så tog Fanden ved mig og ryddes op skulle der altså. Dér lå den så. En stil skrevet i 2.G – Om 10 år – vi blev vist stillet opgaven i ’92, hvor den havde et par år på bagen, så emnet var; Beskriv hvor du er om ti år i 2000. Pyt være med at der dengang var kun 8 år til.

Jeg skrev en kedelig udredning om samfundstendenser, fremskrivninger, blah, bla bla, blaaah… Så ryddede jeg omhyggeligt op efter mig på spisebordet. Pakkede mine ting i skoletasken. Lagde stilen på kommoden i entreen og gik på toilettet.

Da jeg kom ud var den revet i stykker.

I mit barndomshjem var tolerencen ikke enorm, og jeg havde rodet udenfor mit eget værelse (hvor der så til gengæld var så kaotisk og ulækkert, at det til fulde afspejlede mit indre). Min omhyggeligt semi-elendige håndskreve og renskrevne stil var ødelagt.

Næste formiddag skrev jeg en ny stil. I frikvarteret forud for dansktimen. Om ti år i år 2000. Der var hverken analyser, samfundstendenser eller fremskrivninger, bare min helt uforbeholdne, ufiltrerede forestilling om, hvor jeg formentlig ville befinde mig i livet til den tid. Skræmmende. Her er den. (Jeg var endnu dårligere til kommatering dengang end nu, så nogle fremskridt har der da været.)

Om ti år

 

I år 2000 er jeg… Ja, hvad ved jeg? Er jeg død eller levende? Normal eller sindssyg? Hvad er normal? Har jeg nogensinde været normal? Har jeg lyst til at være almindelig – nu, i år 2000?

 

Nej, jeg har ikke lyst til at være normal – hverken nu eller om 10 år. Hvis jeg selv kan vælge, vil jeg være atypisk, jeg vil være lige nøjagtig den jeg er. Om 10 år vil jeg være stærk og fri, og jeg vil være et åbent og modent menneske med overskud til at lytte.

 

Til den tid har jeg realiseret mig selv i overensstemmelse med det omgivende samfund. Til den tid er samfundet humant og liberalt, der er plads til alle og i særdeleshed til alles svagheder og særheder. Alle har plads til at udfolde sig, så længe de giver andre de samme rettigheder. Mit ideal samfund levner leverum til alle…

Det var mine drømme om mit liv om 10 år, mine virkelige forestillinger kan desværre ikke leve op til mine ønskedrømme.

 

Jeg tror, at jeg om 10 år lever i en verden af håbløshed. Jeg vil gerne se mig selv som et idealistisk menneske, så i år 2000 er jeg stadig engageret i politik, jeg kæmper en brav kamp for at redde gnuerne i Østafrika, for øget respekt for menneskerettighederne, for et bedre miljø og for hjælp til selvhjælp i østblokken, men kampen synes mere og mere nytteløs, for folk har efterhånden hørt alle argumenterne før, og de har givet bidrag til den ene nødhjælpskampagne efter den anden.

 

Apatien vil råde i vid udstrækning, og jeg vil føle mig magtesløs, så magtesløs, at jeg går til jævnlige behandlinger hos en psykolog, der forsøger at afhjælpe min efterhånden dominerende mindreværdsfølelse. Men ofte ender konsultationerne med, at den stakkels psykolog bryder sammen i afmagt over den kynisme, der breder sig i samfundet og som jeg til overflod præsenterer ham for.

 

Abderitten tror stadig på livskvalitet og harmoni. Det er selvfølgelig synd for den stakkels mand, at han skal stå for skud for min livslede, men hvis jeg skal have overskud til at reformere verden, må jeg jo læsse af et eller andet sted, og manden tager sig rigeligt betalt.

 

I mangel på andre løsninger glorificerer alverdenes ledere pauperismen. Almenvanviddet griber om sig, og frygten får menneskerne til at ty til sundhedsguruer, apostle og allehånde nytteløse bevægelser.

 

Midt i dette ragnarok sidder jeg og klamrer mig til min beslutning om ikke at ville føde børn ind i en verden, som jeg ikke kan stå inde for. På min pedantiske PC har jeg med møje og besvær udarbejdet en tidsplan, hvori jeg planlægger mit liv efter dagens 24 timer. Jeg har afsat tid til søvn, spisning, toiletbesøg og arbejde, men på min lille liste optræder også et punkt, der måske kan forekomme lidt mærkværdigt for et normalt og harmonisk menneske, jeg har nemlig afsat en halv time om dagen til at snakke med mine blomster.

 

Hver dag vandrer jeg rundt i min funktionelle lejlighed, der er indrettet, så den tilgodeser alle mine fysiske behov. Mine behov for hygge, tryghed og hjemlighed er der ikke taget højde for, så der har jeg selv kompenseret ved at stille potteplanter rundt omkring i kroge og karme.

 

Nå, men som skrevet står, vandrer jeg hver dag rundt i lejligheden, mens jeg desparat konverserer om vejrudsigten og blomstringsperioder for at få mine nusseplanter til at blive store og frodige.

 

Måske er vejrudsigten ikke særligt oplivende, eller også er min indsigt i floraens sexliv ikke særlig stor. I hvert tilfælde visner mine små organiske venner hurtigt hen og må derefter udskiftes med nye individer af arten hentet i nærmeste supermarked.

 

Supermarkederne er for øvrigt en oplevelse for sig, og min ellers ikke særligt udtalte paranoia vågner til fulde i de sterile neonoplyste plexiglaskolosser, hvori alverdens fornødenheder kan købes for fiktive beløb, der kun eksisterer i datamatens enorme lagre af binære tal, der hentes frem ved hjælp af magnetkoder på farvestrålende plastikkort, der alle siges at påvise indehaverens identitet.

 

Jeg tror ikke, at et lille upersonligt plastikkort kan indeholde min identitet. Men jeg må indrømme, at der er en vis lighed, for hvis man udsætter mit plastikkkort for et konstant pres, så vil det uværgeligt knække efter et vist tidsrum.

 

Jeg tror, at jeg om 10 år har været under konstant pres gennem hele mit liv, så når vi når det nye årtusinde, er jeg meget nær mit livs nervesammenbrud. Men et raskt lille nervesammenbrud vil kun gavne mig, for så kan jeg anføre det på næste jobansøgning. Det vil være et stort plus, at jeg kan bevise overfor min fremtidige arbejdsgiver, at jeg er et normalt menneske, der ikke med held dyrker visse alternative livsværdier og som har været igennem EFs udmærkede psykiatriske samlebåndsbehandlingssystem.

 

Med et veldokumenteret nervesammenbrud vil en leder turde satse på mig i en hvilken som helst situation, for så ved pågældende, at jeg vil reagere normalt.

 

Om 10 år vil jeg sikkert forherlige alle psykopater for at handle atypisk og unormalt af den simple grund, at de vil være befriende anderledes. Jeg tror, at mit menneskesyn med tiden vil blive mere og mere koldt og beregnende.

 

Om 10 år er jeg ulykkelig! Men på den anden side, hvem ved hvad lykke er – om 10 år?

 

– Lena Nyhus

Januar 2002 blev jeg ramt af en varevogn og fik piskesmæld. Det blev starten på en årrække med kørestol, krykker, genoptræning, teknisk insolvens, lukning af min lille økologiske virksomhed, skilsmisse (igen), alvorlig sygdom i familien og og og…

Der er gået 22 år siden stilen (22! Er du så færdig, jeg er blevet gammel!) Psykologen viste sig at være en skøn kvinde i stedet for en kedelig mand, børn kom der med tiden 4 af (2 af egen avl, 2 knopskud), jeg er kronisk syg, i konstante smerter, er blevet skilt to gange og lever nu i et forhold til en pragtfuld mand, der er 18 år yngre end mig. Jeg har aldrig været lykkeligere og stilen inkasserede jeg et 11-tal for.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s