Kære Søren Espersen


OBS! Efter modtagelsen af dette åbne brev, har Søren Espersen valgt at trække sin påstand om, at jeg skulle være en svindler tilbage. Han har også slettet indlægget om mig.

Det er jeg meget glad for. En god afslutning på en dum misforståelse.

 
Kære Søren Espersen

Hoooold da op, der fik jeg da vist nok lige helt uforvarende tisset på din sukkermad. Tænk, at jeg ved at dele en gammel artikel fra Information på min Facebook-profil ville kunne få dig til at skrive en status om “En svindler ved navn Lena Nyhus…”

Jeg var slet ikke klar over, at agurketiden var startet endnu. Tsk, tsk… Sikke noget. Der blev godt nok røre i andedammen.

Sagen er den, at jeg i løbet af dagen delte en artikel om, hvorvidt det skal være påkrævet at man har en forælder, der er dansk statsborger for selv at kunne få dansk statsborgerskab.

Det er en holdning, som jeg tager skarpt afstand fra, fordi jeg mener, at den graver grøfter, hvor jeg gerne vil bygge broer. Jeg mener sagtens, at det skal kunne lade sig gøre at ansøge om dansk statsborgerskab, selvom ens forældre måske ikke har.

Et barn der er født og opvokset her i Danmark er da dansk, hvis det føler sig knyttet til landet. Det samme kan sagtens gælde borgere, der er kommet hertil andre steder fra. Derfor skrev jeg Ikke på vilkår om jeg nogensinde vil kunne tilslutte mig den slags holdninger. Selvfølgelig skal vi ikke have lovgivning, der i den grad graver grøfter mellem mennesker. Lad os nu bare overholde konventionerne.

Jeg havde godt lagt mærke til, at det af artiklen fremgik, at Information bragte en berigtigelse af et citat, som du var blevet tillagt – også i overskriften – men det hæftede jeg mig ikke ved som noget særligt problematisk, jeg forholdt mig til substansen i stedet. Det fremgik jo tydeligt, at citatet var en fejl.

Delingen udløste en række knap så høflige kommentarer fra mennesker, som jeg aldrig er stødt på før, der mente, at de skulle bestemme, hvad jeg skrev på min profil. Opslaget skulle fjernes og det med det vuns! kunne jeg nok forstå.

De mente også, at jeg gik efter dig personligt og kaldte dig racist. Ingen af delene er naturligvis rigtige. Morsomt egentlig, når du, Søren Espersen, faktisk er den eneste politiker, som jeg nogensinde har rost på min personlige blog, trods vores i øvrigt forskellige holdninger til mange ting.

Jeg forklarede tålmodigt mit standpunkt og tænkte så ikke nærmere over det (jeg tilbragte nemlig min søndag med oprydning efter en børnefødselsdag og et besøg i det lokale byggemarked – der er ret hyggeligt ude i den virkelige verden).

Her er min forklaring, som den fremgik af kommentarerne. Den er da meget tilforladelig ikke sandt?

A. Jeg har ikke citeret Espersen for noget som helst
B. Berigtigelsen og datoen fremgår tydeligt af artiklen
C. Holdningen om at kun børn af personer med statsborgerskab skal kunne opnå statsborgerskab herhjemme er den, som jeg tager afstand fra og finder dybt uacceptabel.
D. Jeg har ikke kaldt nogen som helst for racist.
E. Jeg går aldrig efter manden, men efter bolden. Ergo forholder jeg mig her til holdningen.

Espersen mener jo, at hans ægtefælle, der er engelsk statsborger, skal være udelukket fra at få dansk statsborgerskab.
Jeg har adskillige medlemmer af min familie, der er født i udlandet, men efter mange år i Danmark overvejer dansk statsborgerskab, fordi de efterhånden føler sig knyttet mest til Danmark.

At udelukke menneske som føler sig knyttet til landet og overholder love og regler, alene pga deres oprindelse, mener jeg er uhensigtsmæssigt og skaber helt unødvendige skel mellem mennesker.

 

Skærmbillede 2014-06-01 kl. 23.02.45

Det var nu ikke slut med det. Diskussionen kørte lystigt videre på min Facebook-væg og der kom også en del mails fra nær og fjern.

En af dem var fra en fyr ved navn Kresten Kold, han skrev

Kære Lena Nyhus. På min facebookside har jeg slået følgende op: En svindler ved navn Lena Nyhus bringer på sin facebook en gammel løgnehistorie videre om at jeg skulle have sagt noget omkring “dansk blod”… Hun citerer Information for historien. Og “glemmer” så at fortælle, at Information to dage senere BEKLAGEDE sin løgnehistorie på denne måde: “I avisen lørdag omtalte vi udtalelser fra Dansk Folkepartis Søren Espersen om hans syn på kravene til at opnå dansk statsborgerskab. Af overskrifterne på forsiden og på side 3 indgik ordene ‘dansk blod’ og ‘blodets bånd’. Søren Espersen har ikke brugt ordet blod. Han har sagt, at udlændinge aldrig skal kunne opnå statsborgerskab, mens børn med én dansk forælder skal kunne. Vi beklager. red.”

Det forstod jeg ikke noget som helst af, jeg har jo ikke skrevet noget om nogen, der hedder Kresten, men senere blev jeg gjort opmærksom på, at Kresten Kold ikke har opslået et indlæg af den ordlyd på sin Facebook-væg, der har så til gengæld du, Søren Espersen.

Ny er forvirringen så total. Det er blevet en hel krimi. Hurra for agurketiden.

Hvem er den mystiske Kresten Kold? Det er da vel ikke dig Søren Espersen, der har en fake-profil, som du benytter til at skrive til mig uden at identificere dig? Læser folk slet ikke Informations artikler (for så havde de jo læst berigtigelsen af det oprindelige citat) og hvor får folk alle de her voldsomme beskyldninger om racisme fra?

Nå, men det korte af det lange er jo, at det hele er en storm i et glas vand. Jeg har aldrig kaldt dig racist og har bestemt ikke til hensigt at hænge hverken dig eller andre ud personligt. Den slags gør jeg simpelthen ikke. Du har så til gengæld kaldt mig en svindler. Fred være med det. Det har jo ikke det mindste på sig. Måske steg varmen dig til hovedet. Jeg har i hvert fald ingen skjulte motiver og intet imod dig som person.

Lad os begrave stridsøksen. Vejret er heldigvis for pragtfuldt til ufred.

Venlige sommerhilsner

Lena Nyhus

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s