Begrænsningens kunst


Egentlig burde det være superlet at skrive om 3 ting, som jeg er taknemmelig for, det blev jeg nemlig nomineret til i dag, men næh nej så nemt var det slet ikke, begrænsningens kunst har jeg aldrig nogensinde haft noget talent for.

Nomineringen kom via min søde Facebook-ven Finn, så efter nogen knagen og bragen i hjernebarken blev sociale medier mit fokus.

Jeg kunne også have skrevet om min højtelskede lille familie, min pragtfulde vennekreds og min taknemmelighed for moderne medicin, der giver mig mulighed for at fungere nogenlunde acceptabelt trods voldsomme kroniske smerter.

Men altså… Facebook, Twitter og alle de andre…

  1. Jeg er inderligt og dybt taknemmelig for opfindelsen af de sociale medier, fordi de giver mig mulighed for at have et rigt og varieret socialt liv, trods de begrænsninger som mit elendige helbred påtvinger mig. Jeg diskuterer politik, værdier, naturfænomener, menneskerettigheder og alle mulige små og store hverdagsbegivenheder, lige så snart jeg har mulighed for det. Det er guld værd for et ekstrovert menneske som mig, der er påtvunget en introvert tilværelse. Også selvom jeg for nylig blev noget chokeret over, hvad den slags kan indebære.
  2. Internettet og de sociale medier har betydet, at vi som folk pludselig er kommet meget tættere på den politiske virkelighed igen. Altså forudsat at vi vælger at være det. Jeg bruger Twitter og Facebook til at stille direkte spørgsmål til politikerne og til at debattere værdier og holdninger med folk af mange forskellige politiske overbevisninger. Det gør mig meget klogere på en masse nuancer ved forskellige emner og har ind i mellem betydet at jeg har ændret holdning til emner, som jeg har taget op, simpelthen fordi jeg blev præsenteret for fakta fra mennesker, der er meget mere vidende på om pågældende emne end jeg. Det er det fantastiske ved sociale medier, hvis man åbner op for mennesker fra cirkler udenfor dem, som man normalt færdes i.
  3. Sidst og allerstørst er den mulighed som de sociale medier giver for folkebevægelser rundt omkring på planeten. Internettet og de sociale medier har haft afgørende betydning for det arabiske forår, occupy, vidensdeling og micro-homes osv. osv. Vi kan selv være journalister og udfordre både regeringer, multi-nationale selskaber, militær og alle mulige andre magthavere verden over. Historier der aldrig ville være blevet delt i de gamle medier, går pludselig viralt online. Det er fantastisk! Medaljen har selvfølgelig også en bagside. Kildekritik er tvingende nødvendigt. Som folk har vi mulighed for at komme tættere på magten igen via dialog med hinanden, men det indebærer naturligvis også ansvar og omtanke.

De sociale mediers og internettets fantastiske potentiale som demokratisk værktøj forudsætter tiltro til hinandens bedste intentioner og villighed til at se forbi – og værdi i – forskelligheder. Det tror jeg faktisk på, at langt de fleste evner og rigtig gerne vil, selvom det ind i mellem smutter for selv de bedste. Vi er jo trods alt alle sammen bare mennesker og det er i virkeligheden det som jeg er allermest taknemmelig for – altså at være til.

(Fandens også! Så blev det alligevel til 4 ting. Begrænsningens kunst er virkelig ikke min spidskompetence. Det er jeg egentlig også ret taknemmelig for…. Shit! 5…)

 

 

 

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s