Jeg er kriminel og jeg er stolt af det


For nogle år siden arbejdede jeg på en arbejdsplads, der havde en meget høj andel af nydanskere – især flygtninge – blandt medarbejderne.

En af mine kolleger var en herlig fyr, sjov og begavet, altid i godt humør og sådan en der rystede friske bemærkninger ud af ærmet hele tiden.

En dag var har meget stille, irritabel og kort for hovedet. De følgende dage blev det værre.

På et tidspunkt lykkedes det mig at få et lille øjeblik med ham alene. Han betroede mig, at hans højgravide hustru var blevet nægtet opholdstilladelse. Det betød, at hun og hendes børn af første ægteskab skulle forlade landet.

Hun turde ikke. Familien i hjemlandet har truet med at slå hende ihjel, fordi hun nu havde giftet sig men en mand, som de ikke havde valgt. Der var også krig og uro i omåret.

De seneste par dage havde hun oplevet voldsomme smerter, tordnende hovedpine og en lang række andre gener. Min kollega var dybt bekymret. Hun havde tidligere født et dødfødt barn, men de turde ikke gå til lægen af frygt for, at hun ville blive anholdt.

Hans hustru og deres ufødte barn – et helt uskyldigt ufødt barn uden nationalitet eller religion – var altså muligvis i fare for deres liv.

Pludselig fik hun det meget værre og jeg fik arrangeret, at min kollega kunne blive frigjort fra sine pligter og tage hjem for at støtte hende.

Han ringede grædende. Jeg kunne høre hustruen skrige af smerte i baggrunden. Jeg bad ham beskrive hendes symptomer grundigt og fik mistanke om svangerskabsforgiftning, men jeg er jo hverken læge eller jordemoder, så det var tydeligt, at hun skulle have professionel hjælp.

Røde Kors klinikken for flygtninge inde ved Københavns Hovedbanegård havde på det tidspunkt kun åbent en gang om ugen. Det var ikke en mulighed.

Jeg kontaktede derfor et netværk for flygtninge under jorden, velvidende at jeg var midt i et lovbrud. Jeg var blevet kriminel, fordi jeg ville hjælpe en gravid kvinde og hendes ufødte barn. Netværket fandt frem til en læge, som jeg fik i tale. Han bekræftede mig i, at kvindens symptomer tydede på akut svangerskabsforgiftning.

“Jeg kan først tilse hende i morgen, hvis hun og barnet stadig er i live til den tid.”

Han ville gerne hjælpe, men kunne ikke.

Til sidst lykkedes via mit fantastiske netværk af venner og bekendte at finde en læge, der kunne tilse kvinden og barnet på et hospital i Hovedstadsområdet.

Efterfølgende fandt vi en jordemoder, der frivilligt tilså kvinden hver uge indtil fødslen. Hun fødte et sundt og raskt barn.

Jeg er kriminel, og jeg er stolt af det. Jeg ville til enhver tid igen hjælpe mennesker i yderste nød, hvis jeg på kan, selv hvis de opholder sig ulovligt her i landet.

Efter 2. verdenskrig lod vi tyske flygtninge – både børn og voksne – dø i vores gader og vi nægtede dem behandling på vores hospitaler. Vi lukkede øjnene for deres lidelser. Samtidig modtog danske flygtninge hjælp andre steder i verden bl.a. i Sverige, England og USA.

Nu læser jeg om gravide og syge flygtninge og illegale indvandrere, der bliver nægtet hjælp i Danmark igen – med risiko for deres liv. Man mene hvad man vil om voksne flygtninges ulovlige ophold i Danmark, men kan vi ikke i det mindste blive enige om, at børnene er  het og aldeles uskyldige ofre for omstændighederne?

Lad os ikke gentage fortidens fejltagelser. Yd mennesker i nød præcis den samme hjælp, som du ville ønske dig, hvis du var i deres sted.

Reklamer

One thought on “Jeg er kriminel og jeg er stolt af det

  1. Pingback: Ein unbekanntes kind | Helles Blog

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s