Vi vidste ikke, om vi ville overleve: Rimon, Nur og de andre flygtninge foran Udlændingestyrelsen 


  

Vi er vanvittigt privilligerede hjemme hos os. Vi bor i et fredeligt land med tag over hovedet og mad på bordet. Vi har ikke meget af noget, men nok af alt.

Venlige mennesker donerer ind i mellem deres brugte tøj til os, faktisk så meget at vi ind i mellem samler et par poser og giver noget af det videre til andre, der har brug for det.

Vi plejer at give til Happy Hand i København, som min svigermor er involveret i, eller til  en dalit-landsby i Nepal (dalitter blev tidligere kaldt kasteløse), som min svigerfar samarbejder med. Der har vi efterhånden fået mange gode venner.

Ind i mellem går turen også til Mændenes Hjem eller Cafe Klare på Vesterbro (en natcafe for kvinder). Mange asylcentre og væresteder for hjemløse landet over kan også bruge donationer, så der er steder nok at vælge mellem.

Denne gang gik turen til Udlændingestyrelsen, der står nemlig en flok på 20-30 asylansøgere, som har ventet mere end et år for at få svar på deres bøn om familiesammenføring. De sulter. “Vi magter alligevel ikke at spise, for vores tanker kredser kun om vores familier”, siger Rimon “og måske kan vi få opmærksomhed om vores sager på den måde.”

Han har ikke set sine 3 børn i over et år. Hans flugt herop var brutal. To gange måtte han flygte over havet, først til Calais og siden fra Italien. “Vi var i båden i 5 døgn uden mad og uden at kunne finde land. Vi bad til Gud om at lade os overleve.” Jeg opgav at tælle alle de lande, som han remsede op undervejs, men jeg tror nok, at flugten bragte ham gennem 11 lande, før han endte i Danmark, som han aldrig havde hørt om før.

Det galdt for alle dem, som jeg talte med i dag. De havde aldrig hørt om Danmark, før de havnede her ved et tilfælde.

Nur, er en af kun 2 kvinder, der venter foran Udlændingestyrelsen i Danmark i øjeblikket og desperat håber på at blive familiesammenført med sin datter, sin mand og måske sin mor.

Hendes ene datter var med hende på flugten. De kom sammen til Danmark. Også deres rejse var brutal. Hendes mor og den anden datter er stadig i Syrien, mens hendes mand er i Tyrkiet. Hun græd ikke, mens hun fortalte sin historie til min datter og mig. Det gjorde jeg, men mine solbriller skjulte heldigvis mine tårer. Hvad skal de bruge dem til?

De har brug for telte, pavilloner, soveposer, tæpper, vådservietter og alt det andet praktiske, som vi andre ville tage med på kanotur. Og så trænger de til kaffe – masser af kaffe – så hvis der sidder en glad sponsor derude, der har lyst til at sende sådan cykelcafe med kaffe afsted til Udlændingestyrelsen, så vil vedkommende blive mødt med uendelig taknemmelighed.

Det var faktisk det der blev sagt allerfleste gange under vores korte besøg; “Tak! Mange tak! Sig tak til danskerne for deres venlighed og omsorg. Vi er meget taknemmelige.”

Clara og jeg kommer igen i morgen. Ses vi?

Hvis du brænder for at hjælpe i dit lokalområde, kan jeg anbefale dig at blive medlem af din lokale VENLIGBOERNE gruppe på Facebook. Der foregår en masse fantastiske initiativer og ideen har på ingen tid spredt sig til flere lande.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s