Man skal ikke plage andre


I forbindelse med jubilæet for jøders og modstandsfolks flugt over Øresund for et par år siden, mødte jeg en ældre herre og hans jævnaldrende veninde, der var i Danmark for at fejre dagen.

Han huskede stadig enhver detalje fra flugten. Det smertede ham tydeligt. Han var lykkelig for at være nået frem til Sverige i live dengang. Hurtigt var han rejst videre til England, hvor han deltog i modstandsarbejdet, men han var ikke tryg. Krigen var for tæt på. Europa var for uroligt et kontinent. Han rejste videre til Canada, hvor han møjsommeligt skabte sig en tilværelse i fred.

Man kan sige, at han var flygtning, da han kom til Sverige, men migrant, da han rejste videre. Burde han være blevet i Sverige eller var det forståeligt, at han havde behov for at lægge et verdenshav mellem sig selv og krigen? Er man flygtning til man træder over grænsen eller til man finder ro?

Jeg mener at huske, at han sagde noget med, at han ville have flygtet til en anden planet, hvis det havde været muligt.

Frihedskæmpere kalder vi i Danmark mennesker som ham. Besættelsesmagten kaldte ham terrorist. Jeg så et menneske, der havde kæmpet for sin tilværelse og sit land.

Vi nåede at få en lang og godt samtale den dag, fordi toget var forsinket. (Tak DSB.) Bl.a. talte vi om, hvordan mange fiskere og andre med både tog sig gevaldigt godt betalt for at smugle flygtningene over Øresund. Andre gjorde det gratis.

Den del af historien er først lige så stille ved at blive en del af danskernes forståelse af hændelserne under 2. verdenskrig.

Gad vide om alle nationer har samme tendens til at hvidvaske historien, så den passer til deres selvopfattelse, eller om vi som danskere er særligt slemme?

Hver gang jeg tænker på flugten over Øresund og alle dem, der blev reddet, sender jeg også en tanke til alle dem, der ikke blev; de jødiske flygtninge, der kom til Danmark fra Tyskland og især Østeuropa under krigen og ikke blev advaret forud for flugten og alle de tyske flygtninge, der kom til Danmark i krigens sidste dage og i månederne efter.

Sultne, sygdomssvækkede børn og voksne døde i vores gader. Deres forbrydelse var, at de var flygtninge. Mere ved vi ikke om dem.

Heldigvis var det ikke bare historieforvanskning, der prægede årene efter krigen. En vigtig proces blev igangsat og menneskerettighedsprincipperne udviklet. De er ikke perfekte, langtfra, men intentionerne fejler ikke noget.

Jeg betragter dem som det nærmeste vi som mennesker endnu er nået en stræben efter retfærdighed. Der er uendeligt langt igen, og vi må aldrig hvile på en forestilling om, at den retfærdighed kan opnås uden indsats. Heldigvis er den korteste afstand mellem mennesker smilet, som Børge Rosenbaum – Victor Borge – en anden dansker (og jøde) på det amerikanske kontinent udtrykte det.

“Man skal ikke plage andre, man skal være grei og snill, og for øvrig kan man gjøre hva man vil.”
– Kardemommeloven af Thorbjørn Egner

Lad os huske det princip i dag og alle dage fremover.

Jeg tager forbehold for en til alle tider hullet hukommelse. Jeg fik ikke den ældres herres navn og har derfor ikke haft mulighed for at tjekke fakta med ham.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s