Vi vidste ikke, om vi ville overleve: Rimon, Nur og de andre flygtninge foran Udlændingestyrelsen 


  

Vi er vanvittigt privilligerede hjemme hos os. Vi bor i et fredeligt land med tag over hovedet og mad på bordet. Vi har ikke meget af noget, men nok af alt.

Venlige mennesker donerer ind i mellem deres brugte tøj til os, faktisk så meget at vi ind i mellem samler et par poser og giver noget af det videre til andre, der har brug for det.

Vi plejer at give til Happy Hand i København, som min svigermor er involveret i, eller til  en dalit-landsby i Nepal (dalitter blev tidligere kaldt kasteløse), som min svigerfar samarbejder med. Der har vi efterhånden fået mange gode venner.

Ind i mellem går turen også til Mændenes Hjem eller Cafe Klare på Vesterbro (en natcafe for kvinder). Mange asylcentre og væresteder for hjemløse landet over kan også bruge donationer, så der er steder nok at vælge mellem.

Denne gang gik turen til Udlændingestyrelsen, der står nemlig en flok på 20-30 asylansøgere, som har ventet mere end et år for at få svar på deres bøn om familiesammenføring. De sulter. “Vi magter alligevel ikke at spise, for vores tanker kredser kun om vores familier”, siger Rimon “og måske kan vi få opmærksomhed om vores sager på den måde.”

Han har ikke set sine 3 børn i over et år. Hans flugt herop var brutal. To gange måtte han flygte over havet, først til Calais og siden fra Italien. “Vi var i båden i 5 døgn uden mad og uden at kunne finde land. Vi bad til Gud om at lade os overleve.” Jeg opgav at tælle alle de lande, som han remsede op undervejs, men jeg tror nok, at flugten bragte ham gennem 11 lande, før han endte i Danmark, som han aldrig havde hørt om før.

Det galdt for alle dem, som jeg talte med i dag. De havde aldrig hørt om Danmark, før de havnede her ved et tilfælde.

Nur, er en af kun 2 kvinder, der venter foran Udlændingestyrelsen i Danmark i øjeblikket og desperat håber på at blive familiesammenført med sin datter, sin mand og måske sin mor.

Hendes ene datter var med hende på flugten. De kom sammen til Danmark. Også deres rejse var brutal. Hendes mor og den anden datter er stadig i Syrien, mens hendes mand er i Tyrkiet. Hun græd ikke, mens hun fortalte sin historie til min datter og mig. Det gjorde jeg, men mine solbriller skjulte heldigvis mine tårer. Hvad skal de bruge dem til?

De har brug for telte, pavilloner, soveposer, tæpper, vådservietter og alt det andet praktiske, som vi andre ville tage med på kanotur. Og så trænger de til kaffe – masser af kaffe – så hvis der sidder en glad sponsor derude, der har lyst til at sende sådan cykelcafe med kaffe afsted til Udlændingestyrelsen, så vil vedkommende blive mødt med uendelig taknemmelighed.

Det var faktisk det der blev sagt allerfleste gange under vores korte besøg; “Tak! Mange tak! Sig tak til danskerne for deres venlighed og omsorg. Vi er meget taknemmelige.”

Clara og jeg kommer igen i morgen. Ses vi?

Hvis du brænder for at hjælpe i dit lokalområde, kan jeg anbefale dig at blive medlem af din lokale VENLIGBOERNE gruppe på Facebook. Der foregår en masse fantastiske initiativer og ideen har på ingen tid spredt sig til flere lande.

Jeg er kriminel og jeg er stolt af det


For nogle år siden arbejdede jeg på en arbejdsplads, der havde en meget høj andel af nydanskere – især flygtninge – blandt medarbejderne.

En af mine kolleger var en herlig fyr, sjov og begavet, altid i godt humør og sådan en der rystede friske bemærkninger ud af ærmet hele tiden.

En dag var har meget stille, irritabel og kort for hovedet. De følgende dage blev det værre.

På et tidspunkt lykkedes det mig at få et lille øjeblik med ham alene. Han betroede mig, at hans højgravide hustru var blevet nægtet opholdstilladelse. Det betød, at hun og hendes børn af første ægteskab skulle forlade landet.

Hun turde ikke. Familien i hjemlandet har truet med at slå hende ihjel, fordi hun nu havde giftet sig men en mand, som de ikke havde valgt. Der var også krig og uro i omåret.

De seneste par dage havde hun oplevet voldsomme smerter, tordnende hovedpine og en lang række andre gener. Min kollega var dybt bekymret. Hun havde tidligere født et dødfødt barn, men de turde ikke gå til lægen af frygt for, at hun ville blive anholdt.

Hans hustru og deres ufødte barn – et helt uskyldigt ufødt barn uden nationalitet eller religion – var altså muligvis i fare for deres liv.

Pludselig fik hun det meget værre og jeg fik arrangeret, at min kollega kunne blive frigjort fra sine pligter og tage hjem for at støtte hende.

Han ringede grædende. Jeg kunne høre hustruen skrige af smerte i baggrunden. Jeg bad ham beskrive hendes symptomer grundigt og fik mistanke om svangerskabsforgiftning, men jeg er jo hverken læge eller jordemoder, så det var tydeligt, at hun skulle have professionel hjælp.

Røde Kors klinikken for flygtninge inde ved Københavns Hovedbanegård havde på det tidspunkt kun åbent en gang om ugen. Det var ikke en mulighed.

Jeg kontaktede derfor et netværk for flygtninge under jorden, velvidende at jeg var midt i et lovbrud. Jeg var blevet kriminel, fordi jeg ville hjælpe en gravid kvinde og hendes ufødte barn. Netværket fandt frem til en læge, som jeg fik i tale. Han bekræftede mig i, at kvindens symptomer tydede på akut svangerskabsforgiftning.

“Jeg kan først tilse hende i morgen, hvis hun og barnet stadig er i live til den tid.”

Han ville gerne hjælpe, men kunne ikke.

Til sidst lykkedes via mit fantastiske netværk af venner og bekendte at finde en læge, der kunne tilse kvinden og barnet på et hospital i Hovedstadsområdet.

Efterfølgende fandt vi en jordemoder, der frivilligt tilså kvinden hver uge indtil fødslen. Hun fødte et sundt og raskt barn.

Jeg er kriminel, og jeg er stolt af det. Jeg ville til enhver tid igen hjælpe mennesker i yderste nød, hvis jeg på kan, selv hvis de opholder sig ulovligt her i landet.

Efter 2. verdenskrig lod vi tyske flygtninge – både børn og voksne – dø i vores gader og vi nægtede dem behandling på vores hospitaler. Vi lukkede øjnene for deres lidelser. Samtidig modtog danske flygtninge hjælp andre steder i verden bl.a. i Sverige, England og USA.

Nu læser jeg om gravide og syge flygtninge og illegale indvandrere, der bliver nægtet hjælp i Danmark igen – med risiko for deres liv. Man mene hvad man vil om voksne flygtninges ulovlige ophold i Danmark, men kan vi ikke i det mindste blive enige om, at børnene er  het og aldeles uskyldige ofre for omstændighederne?

Lad os ikke gentage fortidens fejltagelser. Yd mennesker i nød præcis den samme hjælp, som du ville ønske dig, hvis du var i deres sted.