Dagens gode gerning – på rutschetur med Moder Danmark


Den ældre herre med den sammensunkne skikkelse stod og trippede midt i parken, lige ved at tumle over i modvinden. Fødderne bevægede sig, men han kom ingen steder.

boyscout_presDet lyder lidt som indledningen på en dårlig roman, men sådan så virkeligheden ud i dag midt i Kumbelhaven i Farum.

Den danske velfærdsstat bliver beskyldt for at ville kylleryllepylre og overbeskytte borgerne helt unødigt. Det er muligt, at det er rigtigt i en lang række tilfælde, og vi bruger efter min mening alt for mange penge på unødig administration og kontrol, men uanset hvad er vi altså helt uhyggeligt priviligerede i forhold majoriteten af verdens befolkning, der ikke har nogen form for sikkerhedsnet.

Tilbage til den gamle mand. For hvert skridt han tog kom han måske 3-5 centimeter videre. Næsen løb og han rystede af kulde i efterårsbrisen. Hans jakke kunne ikke lynes. Vi tog en snak med ham. man er vel spejder af hjertet selvom duelighedsmærkerne er falmet.

– Hvor skal du hen?

– Må vi hjælpe dig?

Han ville gerne have hjælp. Var bange for at falde. Skulle hen til banken. Min kæreste tog ham ved armen. Løftede ham nærmest frem. Det var let nok, kæresten min er tårnhøj og hærdebred.

Det gik langsomt, men han var tydeligt lettet og glad for omsorgen. Han fik et lommetørklæde til den snottede næse. Det brugte han med stor entusiasme og så fik jeg det tilbage. Øøøh tak, tror jeg nok.

Han var 66, fortalte han. Men kun 20 inden i.

– Alderen trykker lidt. Grinede ham næsten tandløst og uforståeligt. Trods mine petite 160 cm (inkl. plateauhæle), måtte jeg bøje mig for at få øjenkontakt. Så krumrygget havde alderen og livet gjort ham. Latteren boblede i de tågede øjne.

Min kæreste hjalp ham hen til banken. Han ville gerne sidde og hvile lidt udenfor. For en sikkerheds skyld gik min søde kæreste ind i banken og bad dem være opmærksom på ham, men da vi kom hjem et øjeblik senere, blev vi enige om, at det simpelthen ikke var godt nok.

Vi ringede 114 og gav dem den ældre herres signalement. Damen i telefonen var uforskammet og udeltagende. Helt tydeligt ikke indstillet på at yde nogen form for service overfor os og da slet ikke nogen omsorg for en ældre medborger.

Hvem ringer man så til?

Vi ringede til Furesø Kommune. Kom direkte igennem til en leder i hjemmeplejen, hvis nummer vi fandt online. Hun spurgte interesseret og empatisk. Takkede for oplysningerne og lovede at følge op på sagen med det samme. Selvfølgelig skal der ikke sidde en ældre borger et eller andet sted i byen og fryse. Hun sendte to medarbejdere hen til bænken, hvor vi forlod ham.

10 minutter senere ringede hun tilbage.

– Han er i god behold. Kommunens medarbejdere hjælper ham hjem og hans plejehjem er oplyst om, hvor han er. De skal nok tage godt imod ham.

Vi ringede til Nordsjællands Politi igen. Så sagen kunne blive lukket i deres system. Denne gang fik vi en venlig og serviceminded person i røret.

I hovedparten af verdens lande ville et ældre forvirret menneske, der ikke kunne klare sig selv, havde fået lov til at ligge og dø i ensomhed. Måske havde nogen hjulpet ham. Taget ham ind. Men der er simpelthen ikke et system, som man kan ringe til, et plejehjem, der kan sikre sådan en som ham en tålelig alderdom eller medarbejdere, der kan finde ham og hjælpe ham hjem.

Velfærdssystemet trænger helt klart til en kritisk gennemgang. Der er meget, der kan gøres bedre og der er helt klart også steder, hvor der med fordel kan spares ganske gevaldigt, men grundlæggende ville jeg altså meget nødigt være det foruden.

Jeg er glad for at leve i et land, hvor man kan få hjælp hele livet igennem, når systemet altså virker efter hensigten.

Støder vi på den ældre mand igen, hjælper vi ham gerne en gang til. Nu ved vi også hvor han bor, så næste gang kan vi måske hjælpe ham hjem, men hold da op, hvor er jeg glad for, at han ikke skal være afhængig af, at nogen tilfældigt stopper op og giver ham en hånd. Som udgangspunkt er han i gode hænder i forvejen.

Tak til Furesøs hjemmepleje.

Reklamer